Manifest

Med hedengange drukture, hvoraf ingen nyttig erfaring er draget, som ballast, et barnesind som kompas og et næsten helligt skrift som kort, skal en rejse gennem det ypperste af vor vide verdens
bryggekunst gennemføres.

Udgangspunktet for rejsen er en ukuelig lyst til at sanse den vidunderlige drik, vi i dag kender som øl, i alle dens former og udtryk. Fra den lyse hvede til den mørke porter, fra Fur til Californien. Alle disse unikke eksempler på resultater af et oldgammelt håndværk vil vi omfavne med dyb respekt i vor evige søgen på lykke, om så i form af en flygtig slurk.

Vejen vil indledningsvist blive vist af et næsten helligt skrift, hvis pålidelighed langtfra er kendt på forhånd. Afstikkere vil i høj grad være accepteret som en naturlig del af processen, da åbenhed og tolerance er de egenskaber, der bør være mest iøjnefaldende ved den sande rejsende.

Formålet med rejsen kan ej entydigt defineres, da den sprudler af mangfoldighed, for de som forstår at omfavne den. En forsøgsvis eksemplificering vil dog uden tvivl omfatte begreberne: dannelse, kultivering og almen morskab.

Rejsens endelige mål er kun kendt for den enkelte, men man vil ganske givet ikke ønske, at rejsen nogensinde vil nå en endelig destination. Skulle den alligevel få sin ende, vil den have bidraget betydeligt til det rejsende individs kulturelle dannelse og for altid virke som et solidt fundament, hvorfra yderligere rejser kan foretages.